Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fysioterapeutisk behandlingstilbud

Børn med fysioterapeutisk behandlingsbehov visiteres af Sønderborg Kommunes Visitationsudvalg til vores tilbud.

I Børnehuset Sønderskov lægges stor vægt på, at det fysioterapeutiske og specialpædagogiske arbejde altid tager udgangspunkt i respekt for barnet og søger gennem leg at motivere til træning, behandling og læring. Der tages højde for barnets individuelle behov og understøttes med kompenserende tiltag, for at opnå succes, så barnet kan være med i aktiviteter.

Vi tager afsæt i barnets motivation og zone for nærmeste udvikling, hvor det har størst mulighed for succes og arbejder hen mod det, som er svært.

Målet med den fysioterapeutiske indsats i Børnehuset Sønderskov er at skabe sammenhæng mellem barnet, aktiviteter og omgivelser med henblik på at muliggøre og fremme deltagelse og aktiviteter, der giver mening i barnets dagligdag. Under hensyntagen til barnets ressourcer og behov i hverdagen tilrettelægges de fysioterapeutiske aktiviteter, så de giver barnet mulighed for udfordring, valg og succes.

Fysioterapeuten arbejder primært med, at barnet opnår en så hensigtsmæssig brug af kroppen som muligt. Fysioterapi til børn med funktionsnedsættelse understøtter bl.a. den fin- og grovmotoriske, samt sansemotoriske udvikling.

Den motoriske træning foregår gennem leg og øvelser, der tager udgangspunkt i barnets daglige funktioner og aktiviteter, samt barnets motivation.

Behandling og træning foregår både individuelt og i små hold, i Regnbuen, i grupperummene og udenfor.

Derudover arbejder fysioterapeuten med at mindske eventuelle fejlstillinger i barnets krop gennem bl.a. aktiv udspænding.

Fysioterapeuten iværksætter og vejleder i brugen af hjælpemidler som skinner, ståstativer, gangfunktionsmidler, stole, kørestole og cykler.

Fysioterapeuten vejleder forældre og pædagoger i håndtering af barnet i daglige funktioner og i forflytninger.

Vurderingen og prioriteringen af behovet for fysioterapeutisk behandling og træning hos det enkelte barn, beror på faglige undersøgelser og vurderinger, samt en ressourcevurdering. Visitationsudvalget har forholdt sig til det fysioterapeutiske behov for det enkelte barn, hvilket fremgår faglige vurderinger.

Der lægges stor vægt på, at fysioterapeuten er tæt på børnene og kolleger i huset og blot bruger et nødvendigt antal timer til dokumentation.