Børnehuset Sønderskov er et kommunalt dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte og behandling (Lov om social service § 32).
Børnehuset Sønderskov, der er Sønderborg Kommunes specialbørnehave/specialinstitution, er normeret til 12 børn i alderen 0-7 år. Vi er dermed en aldersintegreret institution.
Børnegruppen repræsenterer en bred vifte af handicaps. F.eks. børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, forskellige syndromer, kontaktforstyrrelser, autisme, cerebral parese og/eller andre motoriske og sensoriske vanskeligheder. Ofte har barnet flere handicaps, der påvirker hinanden.
Lokalerne i specialinstitutionen, giver mulighed for at dele børnene op i mindre grupper end de eksisterende 2 grupper på 6 børn. Den fysiske indretning udfordrer børnene til motorisk og sensorisk aktivitet på mange niveauer. Institutionen rummer bl.a. et eget fysioterapeutisk behandlingslokale, samt to snoezelerum (sanserum) og et massagerum.
Det fysiske miljø afspejler, at vi kan tage imod børn med udpræget motoriske udfordringer, da der er installeret loftliftsystemer, samt at der er plads til at begå sig med diverse hjælpemidler. I Børnehuset Sønderskov har vi ansat vores egen fysioterapeut.
Børnehuset Sønderskov har eksisteret som særlig daginstitution siden 1963.
Befordring tilbydes mellem hjemmet og Børnehuset Sønderskov i en fast tilrettelagt fælles transport.